lørdag

Videre på turen ramte vi byen Strahan, (udtales Stråhn) den ligger ud til vestkysten, der har tidligere været skibstransport til byen, men p.g.a. stærk strøm, er havnen for store skibe blevet nedlagt, Vi var lige ved, at hoppe på et tog, men opdagede i sidste øjeblik, at det var en heldagstur, og det havde vi ikke tid til, det kunne ellers have væet spændende, men en tur i et gammelt gennem bjergene og til Queenstown, nu måtte vi så selv køre turen, vi skulle jo efter planen denne dag ende i Hobart.
Naturen her på Tasmanien skifter hele tiden, for det smukkeste grønne områder, til områder hvor alt er sveden, og lange strækninger hvor der ikke bor nogen, men stepper efter stepper, nogle landmænd, har været så heldige, at de har haft råd til vandingsanlæg, det kan ses på lang afstand.
Nå vi syntes vi i dag var i rigtig god tid, så allerede omkring kl.16 begyndte vi at se os om efter et sted at overnatte, men nej, intet var at finde, vi kørte udenfor Hobart, og mødte nu igen den australske venlighed og hjælpsomhed, men i dette tilfælde var intet nok, alt var optaget,
Vi kørte ind i byen, tog hvor hotel der var på gaderne, jeg måtte gå den tunge gang, nej hver gang, men endelig, et sted hvor jeg skulle op at jeg ved ikke hvor mange trapper, fik jeg at vide, at jeg var meget heldig, hun havde lige et værelse tilbage, jeg sagde ja tak, og ville gå ned for at hente Niels Jørn, men der var hverken bil eller Niels Jørn, jeg må sige jeg må have lignet en der var faldet ned fra månen, her stod jeg mutters alene på et hjørne i Hobart, uden pas og penge, træt og sulten. Men der kom en nydelig mand, og spurge om jeg savnede min chauffør, for så kunne han fortælle mig, at politiet var kommet, og havde taget Niels Jørn med, han holdt parkeret et sted han ikke måtte,
Nå gode råd var dyre, hvad gjorde jeg nu, jeg ventede og ventede gaden var ensrettet, så han kunne jo kun komme en vej fra. Pludselige fik jeg øje på bilen, den hodt et godt stykke fra mig, jeg tog benene på nakken og løb ned til den, her var også Niels Jørn, lidt konfus, for han kunne ikke finde sit internationale kørekort, og det havde politiet ville se, men endelige havde de dog frigivet ham, det mente ikke han var så farlig for sine omgivelser alligevel. Tilbage til hotellet, men nu havde hotelmutter opgivet mig og lejet værelset ud til nogle andre, surt sjov.
Vi talte nu lidt om, hvad vi nu skulle, telefonen ringer og Holger er der , han må have kunnet mærke vi trængte til hjælp, et kvarter senere have han og Jan skaffet os et værelse 30 km fra Hobart. TAK FOR DET. Et rigtig godt værelse og en rigtig JAN frue, der kun ville os det bedste.